Valentino Barone blev født af italienske forældre og voksede op i New York, i en by, der har holdt seriøs backgammon i live længere end noget andet sted – boomårenes klubber og de rum, der stadig kører i dag. Han forelskede sig i spillet som dreng i halvfjerdserne, da det fyldte klubberne fra Los Angeles til New York og fra London til Paris, og han lærte det, som alle lærte det dengang: ved at tabe penge til mænd, der ikke havde tænkt sig at forklare hvorfor.
Det, han havde, var ikke held med terningerne. Det var tålmodighed. Barone kunne sidde inde i en stilling, som andre mænd sidder en opera igennem, og han sad der stadig, når modstanderen allerede havde besluttet sig. I 2000'erne, da verdens bedste spillere pludselig var ét klik fra hinanden, viste den tålmodighed sig at være hele forspringet. Gennem trediverne og fyrrerne var resultaterne monotone: i størstedelen af to årtier tog ingen en serie fra ham.
Han var vært såvel som spiller. Hans egen klub kørte matcher og chouetter de fleste aftener, og han kunne aldrig holde sig fra dem, og det var problemet – aften efter aften tømte han stille og roligt lommerne på de folk, han selv havde inviteret indenfor. At vinde var holdt op med at lære ham noget, og en vært, der tager alles penge, er dårligt for forretningen. Så han holdt op med at spille om indsatser. Ikke fordi han var færdig, men fordi der ikke var mere i det for ham og ikke mere i det for dem.
I stedet satte han sit navn på den anden side af bordet. Turneringer, ligaer, en tour, der kører overalt på én gang, alt sammen ordentligt afviklet: fulde felter, hver match optaget og analyseret, stillinger, der betyder noget, og ingen, der går fra et bræt, de er ved at tabe. Han gjorde det af to grunde. Den første er, at dette spil fortjener bedre rum, end det har haft – backgammon, som det ville se ud i en ideel verden, spillet i omgivelser med stil over sig, taget lige så alvorligt, som det tager dig. Den anden er mere personlig. Byg en tour stor nok, kør den længe nok, og før eller siden frembringer den det ene, han ikke har haft i tyve år: nogen, der kan slå ham.
Det er det, han venter på. Han præsiderer over det hele, og han spiller ikke med i det – at sidde over i hver liga og hver turnering på sin egen tour er den eneste måde, en konkurrence med ham i ville kunne forblive ærlig på. Der er præcis én måde at få ham til bordet på, og det er ikke en invitation, man kan bede om: slå hvert eneste medlem af klubben, et efter et, i den konkurrence, han byggede. Gør det, og han holder op med at være vært for en enkelt aften. Det, der følger, er en enkelt lang match i hans fulde styrke, intet holdt tilbage og intet givet – den match, han har organiseret hele touren for at finde.
Tag den fra ham, og præsidenten bliver igen spiller. Han starter forfra fra bunden, hvor alle starter, og klatrer op derfra. Han vælger også en partner: det medlem, der slog ham, og ingen andre. Fra den aften sidder Barone på din side af brættet, når du spiller double.
GG Guru
