Daniel Goldstein lærte spillet i Manhattans klubber i halvfjerdserne og tilbragte fire årtier på et handelsgulv om dagen og ved et bræt om natten. Han skrev en erindringsbog om den verden, som folk stadig citerer for ham. Han spiller hver dag fra en lejlighed på Upper West Side, og for enhver under tredive er han et navn, de ikke har hørt.
Han ejer også Goldstein Gaming Supply Ltd., leverandør af Goldstein Boards (L10), de klassiske brætter med grøn bagside, som findes i de fleste af de store kasinoer. Det er den slags forretning, der passer ham: traditionelt produkt, seriøse kunder, meget lidt behov for at forklare, hvad det skal bruges til. Goldstein kender den professionelle backgammonverden næsten lige så godt, som han kender den gamle New York-verden, og regner Valentino Barone blandt sine gode venner og faste træningspartnere.
Fyrre år med spil om høje indsatser har efterladt ham med et slutspil, som de yngre medlemmer ikke kan ryste af sig, og en vane med at kalde dem alle sammen for knægt. Intet jager ham. Det, han gør hele tiden, er at vente på, at dobleterningen kommer til den forkerte pris, og han har aldrig mistet handlerens fornøjelse ved at tage den. Indsatserne har heller aldrig skræmt ham synderligt. Whale-rummet føles mindre som en forfremmelse end som et sted, han før eller siden ville ende.
Han spillede på det oprindelige GamesGrid, og dér spillede han mod Barone, hvilket kostede ham et beløb, han stadig ikke vil nævne. Han kom tilbage, fordi Barone bad ham om det, og han lader ikke, som om der var mere i det end det.