GG Petrović

Marko Petrović graverer fint rankeværk i stål på et værksted i Beograd, ceremonielle klinger og gaveeksemplarer og i ny og næ en haglbøsse til kunder, han ikke taler om, i et håndværk hvor én stikkel, der smutter, ødelægger en måneds bestilling. Han arbejder alene med radioen slukket og har gjort det, siden hans mester døde og efterlod ham bænken. Han spiller dér og ingen andre steder. Døren lukket, værktøjet lagt fra sig, den samme taburet, og ikke derhjemme om aftenen og ikke på en telefon på en café, for værkstedet er der, hvor hans hænder allerede ved, at de skal være forsigtige. Hvert træk sættes ned med den samme sikre hånd som et snit, der ikke kan skæres om. Graveringen, siger han, har trænet hans ansigt lige så vel som hans hænder. Samlere har skrevet til ham på engelsk i årevis, og han har altid svaret – kort, og så tilbage til bænken.