GG Aydin

Kerem Aydin kører en dolmuş ad kystvejen ud af Izmir, en rute, der tilfaldt ham sammen med farens køretilladelse, stamkunderne og en mening om hver eneste smutvej i byen. Bussen kører, når den er fuld, så en god del af hans dag går med at vente ved holdepladsen på de sidste to pladser. Det er dér, han spiller. Seks matcher. Altid seks, talt op, og når den sjette er færdig, ryger telefonen i lommen, uanset om han er tre foran eller tre bagud, og ingen har nogensinde fået ham overtalt til en syvende. Han beslutter hurtigt, for passagererne kommer, når de kommer. Han siger næsten ingenting, mens det står på, og slet ingenting bagefter.